En historie fra det virkelige liv???

Følgende er skrevet af Jørgen Bombæk i foråret 2000 og er en sammenfatning af diverse oplysninger vedr. "Bombækvisen".

Der er anvendt citater fra bl.a. Vendsyssel Tidende, Foreningen Danmarks Folkeminder`s medlemsblade, Iørn Piøs "Viser fra din oldefars tid" og Årbog for Dansk Etnologi og Folkevidenskab.

Historien tager sin begyndelsen i 1870’erne. På den tid var der en stor dansk udvandring til bl.a. USA. Der var trange tider dengang, især måske på landet. Folk var generelt fattige, og mange unge mennesker så intet lys forude her i landet. Historier om landsmænd, der tidligere var udvandret til USA, og som angiveligt var blevet rige på ingen tid over there i "mulighedernes land" var mange, og en del var også rigtige, medens mange nok var forsøg på at skjule sandheden om trange skæbner blandt udvandrerne.

Men hvorom alting er, rigtig mange yngre familier og unge mænd fra landet realiserede alt af værdi for at skaffe sig kapital til at betale rejsen til Amerika, og drog af sted, kun udstyret med håb og gåpåmod. Mange for aldrig at vende tilbage, en del med planer om at skaffe sig et udkomme, og penge til at finansiere rejsen derover for kæresten derhjemme, hvilket også lykkedes for mange, og nogle for senere at vende hjem som holdne mænd.

Blandt mange beretninger fra og om udvandreres skæbner finder vi i Vendsyssel Tidende fra d. 25. november 1881 følgende beretning:

Fra Hvetbo Herred skrives til os:

Salg af Kvinder i Amerika.
Fra paalidelig Kilde har Meddeleren heraf faaet Underretning om, hvorledes en Pige fra Hjørringegnen i Amerika er blevet solgt til og gift med en Neger; og de nærmere Omstændigheder ved Salget vare følgende:
En Karl fra Hjørringegnen, der for nogle Aar siden udvandrede til Amerika, sendte, efter at have opholdt sig der i nogen Tid, Udvandringsbillet til sin i Hjemegnen værende Kjæreste. Hun modtog Billetten, og rejste til ham i Amerika, hvor han i en Kjøbstad modtog hende og førte hende med sig til et Hotel. Der bad han hende vente lidt, medens han gik en lille Tour i Byen. Da hun var fremmed og ukjendt med Sproget, blev Ventetiden hende snart for lang. Hun dristede sig til at gaa ud i Gaarden, hvor hun traf en dansk Mand, som sagde hende, at hendes Kjæreste nok kom igen; men at han næppe var paalidelig, og naar han kom var han ikke alene. Efter at have modtaget denne Meddelelse, gik hun ind paa sit Værelse igen, og det varede heller ikke længe, inden Kjæresten kom med 2 Negere Ifølge med sig. Han fortalte hende da, at han ikke kunde gifte sig med hende, men at hun skulde giftes med den ene af de sorte Negere.
Herover blev hun meget bedrøvet og græd bitterligt. Den ene Neger tog sit Lommetørklæde, og dermed tørrede han Taarerne af hendes Øjne samt viste sig kjærlig mod hende. Hun fandt sig, skjøndt med stor Sorg, i sin Skjæbne og fulgte med den Neger, der viste sig kjærlig mod hende. De bleve gifte, og hendes sorte Ægteskab blev velsignet med et Barn, som til hendes store Glæde var omtrent hvidt. Da hendes Mand var meget rig og vedblev at være kærlig og god mod hende og Barnet, fandt hun sig nogenlunde i sin Stilling. Da hun havde faaet lært det engelske Sprog, fortalte Negeren (hendes mand) hende, at han havde kjøbt hende af den danske Karl, som sendte hende Udvandringsbilletten, og at han havde givet ham omtrent 12.000 Kroner for hende.
En tid efter, at Karlen var kommet i besiddelse af denne Sum Penge, rejste han hjem til Vendsyssel, hvor han - da han nu var rig - blev gift med en rig Gaardmands Datter og nu bor i byen B…. ved Hjørring.
Ingen vidste, paa hvad Maade han var kommen i Besiddelse af Pengene; thi hans forhenværende, men bedragne Kjæreste nænnede ikke at skrive noget til Hjemmet eller Hjemegnen om, hvorledes det var gaaet hende.
Nu er hendes mand død, og hun og Barnet have arvet Rigdommen; med den ere de (hun og Barnet) nu komne til Danmark, og have taget Bopæl i Aalborg. Det skal være hendes Agt at søge tilbagebetalt den Sum, hendes Mand havde givet for hende, ikke fordi hun selv vil have Pengene, hvortil hun ej trænger, men for at de skulle indsættes i et eller andet Pengeinstitut for siden at anvendes i veldædigt Øjemed.

En grum historie, som vist nok blev meget omtalt over det ganske land. I hvert tilfælde kom det til en af datidens store viseproducenter, Julius Strandberg kendskab.

Julius Strandberg boede i København, i Holmensgade 18, som han ejede, og hvor han havde sin forretning i form af en butik, hvor han bl. a. solgte sine viser. Ud over viseproduktion og -salg drev han en omfattende forlagsvirksomhed med bl. a. udgivelse af en masse tilkøbte restoplag. Desuden solgte han galanterivarer og drev papirhandel.

Hans viseproduktion baserede sig på oplysninger, som tilflød ham fra en mængde "meddelere" som opsnuste nyt fra nær og fjern, helst noget med lidt sensationspræg, som kunne fange den almindelige borgers interesse.
Det gjaldt så om, at få skrevet og udgivet viserne så hurtigt som muligt, inden de mistede nyhedens interesse. Denne viseproduktion har man ikke vist så meget om i detaljer før i 1970, hvor Dansk Folkemindesamling kom i besiddelse af et usædvanligt fint kildemateriale, nemlig Julius Strandbergs egen, næsten komplette samling af alle de viser han selv har skrevet og masseproduceret, samt hans dagbøger, som bl. a. indeholder udførlige oplysninger om hans forretningsvirksomhed.

Af disse dagbøger fremgår det bl. a. hvor stor betydning hurtighed i udgivelsen af viserne havde. F. eks. står der i hans dagbog fra d. 16 juli 1888 følgende:" Kl 3 3/4 sprang En ud fra Rundetårn, Kl. 4 1/4 var Visen i Trykkeriet, Kl. 7 var den ude."

Ofte kom folk styrtende ind i butikken og fortalte Strandberg om et eller andet sensationelt, der netop var sket, som f. eks. d. 8 november 1886: I Dag Kl. 1 1/2 blev der forøvet et Mord i Mikkelsbryggersgade paa en Værtshusholder. Vi fik Meddelelse herom af Larsens Kommis."

Han kunne også finde på at skrive en vise på grundlag af et rygte. Det gjorde han d. 2 februar 1888.: " Skrev og fik trykt en Vise om Attentatet i Rusland ( på kejseren ). Det viser sig at være et tomt Rygte. Sælgerne blev anholdte paa Gaden og Viserne konfiskerede. "

Han havde nærmest en sand hær af gadehandlere, der mødte op og købte et antal viser med 50 % rabat, hvorefter de så solgte dem på gaden.

I året 1881, som historien her handler om, skrev Strandberg i sin dagbog: " Dermed slutter jeg i Guds Navn Aaret 1881 og maa takke ham for alt godt, vi have havt. Med Hensyn til Forretning og Indtægt er det det bedste Aar, vi i vor over 20 aarige Handelstid have haft… Af nye Artikler har jeg i Aar udgivet… en meget stor Mængde Viser. Iblandt disse har især udmærket sig "O Sussanne!", der nåede til over 50.000 Expl., "Hjalmar Nr. 1" ( kendt som Hjalmar og Hulda " ) staar næsten ved siden af i Mængde…Kolportørerne drage atter omkring, og i Boghandelen med Provindserne har der været udmærket Forretning. Af Viser solgtes der i Alt 384.000…et Antal, der vistnok overstiger alle tidligere Aar, selv vistnok 1864, Krigsaaret".

I "Folk og Kultur" - Årbog for Dansk Etnologi og Folkemindevidenskab- skriver Iørn Piø:
Udover "Hjalmar og Hulda" og "O Sussanne" var visen om "den solgte danske Pige"- "I Jylland der leved en Pige saa ung"- aarets store succes. I 1882, hvor der var særlig mange, der udvandrede til Amerika, begyndte Strandberg for alvor at skrive viser om udvandrere og deres glæder og sorger. I den følgende halve snes år aftog udvandringen noget og dermed også produktionen af udvandringsviser, men i 1881 var antallet af udvandrere steget meget betydeligt, og udvandringer var netop meget kraftig fra Nordjylland, og ikke mindst fra Hjørring og omegn, hvor visens vistnok autentiske - men ikke navngivne - hovedpersoner er fra: Det er 2 unge, der elsker hinanden, men de er fattige, og derfor beslutter han at udvandre. Nogen tid efter skriver han dog efter hende, og lykkelig bliver hun. Da hun kommer derover, viser det sig imidlertid, at han har solgt hende for 12.000 kr. til en rig neger. Kæresten stikker af, og negeren og pigen gifter sig. De har det godt sammen og hun får et barn, "Der næsten var hvid" men så dør negeren, og pigen rejser tilbage til Jylland med barnet. Uden for Hjørring har kæresten købt sig en gård for de penge, han fik for pigen, men pigen hævner sig nu… Hun indstævner ham for retten. Han må forlade gården, og de penge hun får i erstatning, giver hun til "de fattige Sjæle paa Egnen".

Den sidste del af Iørn Piøs beretning om retssagen, om manden der må forlade gården, og om erstatningen må nok stå for Piøs egen regning, da forhistorien ikke bekræfter noget sådant, kun at dette måtte være pigens mål, men derom senere.

Vi må nu til selve visen, der er skrevet af Julius Strandberg d. 30 november 1881, altså 5 dage efter offentliggørelsen af læserbrevet i Vendsyssel Tidende d. 25 november.
Visen, der har været genoptrykt flere gange uden prosaberetning er skrevet på melodien til Hjalmar og Hulda, og lyder som så:

I Jylland der leved en Pige saa ung --- Eller: Den solgte danske Pige:

I Jylland der leved` en Pige saa ung,
Hun elskede trofast sin Ven.
Da meldte sig Afskedens Time saa tung,
han drog til Amerika hen.
Med Sorg i sit Sind gik alene hun hjemme,
hun kunde slet ikke den Elskede glemme.
Hun tænkte paa ham kun ved Dag og ved Nat,
hun længtes og følte sig altid forladt.

Da kom der et Brev fra Amerika hid.
Det var fra den bortrejste Ven.
Han skrev: "Kære Pige, vær hilset og vid,
at nu kan du komme herhen.
Her blomstrer vor Glæde, her smiler vor Lykke,
her ville vi sammen i Kærlighed bygge.
Jeg sender dig Penge. Kom snart, hvis du kan.
Jeg venter den Dag, da du kommer i Land."

Den fattige Pige hun lo, og hun græd.
Farvel bød hun Venner og Slægt.
Saa damped` hun glad mod det fjerne af Sted
og trodsede Farerne kækt.
Her traf han sin Elskte. Straks førte han hende
hen til et Hotel. Der var Fryd uden Ende.
Saa gik han i Byen alene en Stund
og sagde Farvel med en smilende Mund.

Kort efter kom Kæresten atter saa fro
tilbage til Pigen paa Stand.
Han var ikke ene, han fulgtes af to,
to Negre af reneste vand.
Han sagde til Pigen: "Jeg kan dig ej tage,
og du kan til Danmark ej komme tilbage.
Af disse to Sorte du vælger en Mand.
For saadan er skikken nu i dette Land.

Den Pige hun græd nu saa bitterligt, men
den ene af Negrene tog
sit Tørklæde og traadte deltagende hen,
og Pigen til Barmen han drog,
han aftørred` Taaren og trøstede hende.
Hun vidste ej, hvordan hun sig skulle vende.
Saa valgte hun ham, der var kærlig og god.
Den grusomme Ven hende derpaa forlod.

Med Negeren blev hun nu gift. Han var rig.
Hun fødte ham siden et Barn,
der næsten var hvid, ja, og Moderen lig.
Men Kæresten han var et Skarn;
den Neger fortalte sin Kone om Sagen:
"Din Ven han var ond, det er klart nu som Dagen;
thi vid, han dig solgte til mig paa min Vej.
Tolv tusinde Kroner gav jeg ham for dig."

Den Neger var kærlig mod Barn og mod Viv,
var rig og dertil meget god.
Saa endte en Sygdom saa hastigt hans liv.
Med Rigdom hans Enke nu stod.
Saa drog hun til Danmark, til Jylland, og vendte
sit Fjed mod den By, som fra Lille hun kendte.
Til Hjørring hun kom, til en By tæt derved.
Hun kom til en Gaard, ret et hyggeligt Sted.

Da Gaardmandens Kone nu venligt modtog
den fremmede Dame, saa blev
hun lidt der med Barnet, før atter hun drog
af Sted. Hvem mon der beskrev
den store Forundring, de endelig Manden
kom ind, og de tvende nu kendte hinanden.
Hun skued` sin grumme bedragerske Ven,
og Gaardmanden kendte sin Kærest` igen.

For tolv Tusind havde han købt sig en Gaard
og ægtet en Pige med Mønt.
Helt vaklende bleg og forfærdet han staar,
med Modet det blev nu helt tyndt.
Da sagde den Fremmede: "Lumpent du handled`
den Dag, da du mig til Slavinde forvandled`.
Men nu er jeg rig, og din Straf skal du faa.
Fra Gaarden skal atter maaske du nu gaa.

Dit Guld det trænger jeg slet ikke til;
men retten skal sige et Ord.
Og taber du nu i det retslige Spil,
vil Blodpengene blive stor`.
Dem giver jeg væk til de fattige Sjæle
paa egnen." Nu venter han Dommen, den fæle.
Saa lønner sig ilde kun Falskhed og Svig.
Thi han blev nu fattig, men Kæresten rig.

Det vil vel altid være interessant at forsøge at finde ud af, om der er, eller kan være noget om en sådan beretning, og i bekræftende fald hvor meget, og ikke mindst hvem de involverede personer kunne være.

Det er der da også mange, der i årenes løb har forsøgt, og da en del beretninger vedr. disse begivenheder sætter gården Bombæk i forbindelse med hovedpersonerne i læserbrevet og skillingsvisen, og da jeg for nærværende er ejer af denne gård må det forekomme naturligt, at jeg gerne ville kunne bekræfte, eller afkræfte, denne forbindelse.

Visen og dens evt. tilknytning til Bombæk har været i mit kendskab siden min tidligste barndom, hvor min far ofte fortalte om den frygtelige historie, hvis hovedpersoner skulle have tilknytning til Bombæk.

Historien, som jeg hørte den dengang gik ud på, at den svigefulde kæreste efter hjemkomsten til Vendsyssel gifter sig og køber gården Bombæk. Da han ved pigens hjemkomst konfronteres med sin fortid skulle han angiveligt "visne bort" som straf for sin gerning. Min far havde også en gammel afskrift af visen, som jeg læste med stor interesse. Denne afskrift var, har jeg senere erfaret, ikke fyldestgørende, idet ikke alle vers var med.

Første gang jeg ser visen på tryk er d. 26. februar 1957, hvor Vendsyssel Tidende på bagsiden har en omtale af sagen med dele af visen trykt. VT skriver:
"Vendsyssel-Posten, der udgives af Hjemstavnsforeningen for Hjørring og omegn, har fundet en gammel skillingsvise, som handler om en ung mand, der solgte sin kæreste for tolv tusind dalere for at faa en gaard. Denne gaard skal ifølge overleveringen være Bombækgaard ved Vraa, og visen kaldes da også for Bombæk-visen."
Så følger visen i uddrag med indlagte forklaringer af det udeladte.

Næste gang er også i Vendsyssel Tidende, hvor "chris" d.10. november 1963 har en større artikel om sagen med overskriften " I Jylland der leved en pige saa ung.. "
Hans hovedpåstand er så : Myten om den grusomme vendelbo, der i USA solgte sin kæreste til en neger for 12.000 kr. og vendte hjem og giftede sig med en rig enke på Bombæk i Vraa, synes at være ganske uden hold i virkeligheden.

Artiklen i sin fulde ordlyd:
Mange vendelboer husker fra deres barne- og ungdomsaar visen om den unge vendelbopige, som rejste til Amerika for at blive gift med sin forlovede, men i stedet for at staa brud blev solgt til en neger for 12.000 kr. Visens hovedpersoner var vendelboer, og slutningen af visen foregaar da også i Vendsyssel, hvilket vel var en medvirkende aarsag til, at den blev en af de mest sungne skillingsviser nordenfjords. I sin form spiller visen på de sentimentale strenge i almuesindet. Den var i stand til at fremkalde hjertebanken, at faa taarerne til at trille ned ad kinderne og fylde sindet med retfærdig harme over den grusomme ven, der paa en saa kynisk og brutal maade svigtede sin elskede. Visen blev sunget i store og smaa forsamlinger, ved arbejdet og vuggen, og beretningen om pigen, der blev solgt, blev for mange det første møde med den farefulde verden.
For helt at forstaa den magt, som visen fik ikke blot i Vendsyssel, men ogsaa paa Viborgegnen og dele af Fyn, maa man erindre, at den fremkom netop i den periode, hvor et meget stort antal unge rejste til Amerika. Visen vides trykt som skillingsvise i 1881, og den siges at bygge paa en tildragelse fra det virkelige liv. Og sandt er det, at der netop i tidsperioden fra omkring 1875 til 1885 skete ting, som nok kunne fylde mange forældres og søskendes sind med angst, naar en ung pige sagde hjemmet farvel for at rejse til Amerika, enten rejsen saa gjaldt bryllup eller blot ønsket om i det fremmede at skabe sig en ny tilværelse.. Derfor er der næppe nogen tvivl om, at mange har forbundet visens beretning med tanker om egne slægtninges skæbne, saavist som mange undlod at give livstegn fra sig fra det fremmede. Hertil kom mangeartede beretninger om forholdene i det fremmede, herunder ogsaa menneskene, enten disse var negre, indianere, eller hvide. Ydermere var visen saadan affattet, at den opfordrede den enkelte til at fantasere videre.
Beretningen om den tro og forventningsfulde piges farvel til hjemmet og hendes møde med kæresten i det fremmede, der "var en fryd uden ende" er saamænd ikke ret meget anderledes end vor tids beretninger. Derimod er der næppe nogen tvivl om, at pigens møde med de "to negre af det reneste vand" har faaet det til at løbe koldt ned ad ryggen af mange unge piger og mødre med. Faa eller ingen havde jo nogensinde set en neger, og alle forbandt de sorte i huden med en laverestaaende dyreart. Men da samme neger var kærlig og god, ja, tilmed meget rig, saa ændredes synet straks kendeligt. Den svigefulde ven var skurken; tænk at sælge sin elskede for 12.000 kr. og saa rejse hjem. Da negeren er død, er det derfor helt naturligt, at den unge enke med sin søn, "der var næsten hvid og moderen lig" rejste hjem til Vendsyssel, opsøgte sin svigefulde ven og sørgede for, at denne fik en retfærdig straf, hvilket vil sige, at "han blev nu fattig, men kæresten rig". Selveste Morten Korch kunne ikke have gjort det bedre.
Og for hver gang visen blev sunget, steg spændingen en tak, og til sidst begyndte man i alle landsogne omkring Hjørring at fundere over, hvem den ulykkelige unge pige og navnlig hvem af egnens gaardmænd, der hunne være identiske med de i beretningen nævnte personer. Paa et tidspunkt begyndte man at hviske lidt om gaardmand Frands Bombæk, Vraa, hvis rigtige navn var Frands Nielsen Frandsen. Han havde i sine unge dage været nogle aar i Amerika, hvorfra han efter sigende skulle være vendt hjem med en slat penge, hvorefter han havde giftet sig med enken Anne Kirstine Bertelsen Bombæk. Og da der var hvisket tilstrækkelig længe, var sagen helt oplagt, saa oplagt at den gamle vise paa egnen fik navneforandring til "Bombækvisen", ligesom der blev fortalt mange mærkelige beretninger om de følger, mødet mellem Frands Bombæk og hans tidligere kæreste og dennes let farvede søn havde faaet. Dansk folkemindesamling ligger inde med flere optegnelser og i "Selma Nielsens viser" udsendt af Niels Schiørring i 1956 er enkelte oplysninger omtalt.
En undersøgelse af hele sagen som en lærer foreslog os at gennemføre, viser imidlertid, at førnævnte Frands Nielsen Frandsen, kaldet Frands Bombæk er ganske sagesløs. Han blev født i et meget fattigt hjem paa Vedsted hede den 24 november 1862 og kort efter døbt i Aaby kirke. Forældrene synes at være flyttet til Haverslev i Vester Hanherred, af hvis kirkebog det fremgaar, at han er blevet konfirmeret d 8 april 1877. Nogle aar senere rejste han til Amerika, hvorfra han vendte hjem i begyndelsen af 1890-erne. Den 31 maj 1895 indgik han ægteskab med den syv aar ældre Anne Kirstine Mortensen, der havde siddet enke siden 1886. Det er imidlertid værd at bemærke, at han først fik skøde paa Bombæk tre aar efter, at han tilskødede førnævnte Anna Kirstine Mortensen ejendommen den 26 oktober 1911.
Da skillingsvisen som nævnt er trykt i 1881 vil det sige, at der ingen forbindelse kan være mellem beretningen om salg af vendelbopigen til en neger saavel som episoderne ved pigens hjemkomst. Det hele er mildt sagt fri fantasi uden hold i virkeligheden. Ja, vil nogen måske sige, men hvordan kan saadan noget opstaa, der opstaar da sjældendt røg uden brand? Spørgsmaalet lader sig vanskeligt besvare, men utænkeligt er det vel ikke, at misundelse kan have spillet ind. Frands Nielsen Frandsen var jo fra et fattigt hjem, og Bombæk var en god gaard, og saa havde han været i Amerika, og undlod maaske ikke at minde sine omgivelser herom.

Herefter skriver "chris" et afsnit om pigen og det næsten hvide barn, hvilket jeg vil gemme til senere, da jeg helst vil forsøge at gøre historien om manden færdig først.

Chris fortsætter: Hermed skulle en gammel myte være aflivet. Skade blot, at det ikke er sket før.
Inden for de paagældende familier har visen om "den solgte pige" nemlig ikke kunnet undgaa at kaste skygger. Beretningen fremkom jo paa et tidspunkt, hvor kendskabet til andre lande og folk var langt mindre end i vor tid, og hvor fantasien derfor havde større spillerum, og dommen stod i forhold dertil.

Chris mener altså at kunne lægge låg på historien med sin påstand om, at myten med hans konklusion er aflivet. Deri tager han imidlertid ganske fejl. For det første fordi han kun beskriver et enkelt "rygte", nemlig teorien om den gode Frands Nielsen Frandsen, og tilbageviser dette, dernæst fordi hans konklusion bygger på nogle selvopfundne formodninger om historiens opståen. Dernæst fordi interessen for historien ikke ophører med hans tilbagevisning af historiens mulige rigtighed, hvilket jeg vender tilbage til, og endelig fordi hans research ikke er særlig fyldestgørende. Lad os kigge på nogle af hans "kendsgerninger":

Han skriver i sin artikel, at Frands Nielsen Frandsen var i Amerika som ung, kom hjem med en slat penge og giftede sig med enken Anna Kirstine Bertelsen Bombæk. Senere skriver han, at Frands den 31 maj 1895 indgik ægteskab med den 7 år ældre Anna Kirstine Mortensen, der havde siddet enke siden 1886. Der er her tale om to forskellige efternavne, dette kan selvfølgelig let skyldes en skrivefejl, og er måske ikke så vigtigt. Men virkeligheden er, at den omtalte enke faktisk hed Anne Kirstine Jensen, som enke efter gårdmand Christian Jensen, det skal retfærdigvis siges, at Anne Kirstine var født Bertelsen. Hun var født i Bombæk d. 5 marts 1855.
Frands Frandsen hævdes født på Vedsted hede d. 24 november 1862. Mine oplysninger går ud på, at han er født d. 24 januar 1862 i Haverslev, som søn af gårdmand Martin Peder Frandsen og hustru Anna Jensen.

Chris skriver så, at det er værd at bemærke at Frands Frandsen først fik skøde på Bombæk 3 år efter, at han havde tilskødet Anna Kirstine Mortensen ejendommen d. 26 oktober 1911. Dette er der ingen sammenhæng i. Han kan vel ikke have tilskødet sin kone ejendommen 3 år før, at han selv fik skøde på gården. Årstallet 1911 kan heller ikke passe, da Bombæk ifølge skøde, som jeg er i besiddelse af, d. 23 maj 1901 blev købt af min morfar Kristen Pedersen og hans hustru Christine Frandsen ( som ikke var i familie med føromtalte Frands Nielsen Frandsen ). Skødet er underskrevet af Frands Nielsen som sælger og Kr. Pedersen som køber.

Hvorfor Frands og Anne Kirstine solgte Bombæk i 1901 til min morfar, og hvor de flyttede hen ved jeg ikke, men jeg ved at de fik en datter - Anny Alfrida Frandsen - og at Anne Kirstine døde i 1912.

Ovennævnte er skrevet for at skyde huller i Chris´s "aflivning" af myten, som jeg ikke mener vi skal tage for andet end det det er, nemlig en smart journalists historie over et spændende tildragelse, som han gerne vil have æren for at kunne tilbagevise.

I øvrigt har han ret i en ting, den vigtigste, nemlig at der ikke kan være tale om Frands Frandsen i rollen som den svigefulde kæreste, alene på grund af tidspunkterne, som Chris så rigtigt skriver. Visen er jo skrevet i 1881, 14 år før Frands giftede sig til Bombæk, men det behøver jo ikke at betyde, at historien som sådan ikke kan passe:

I Vendsyssel Tidende d. 23 marts 1980 har Peter Bering sat sig for at bore lidt i sagen:
Peter Bering indleder med en kort introduktion af visens oprindelse, og han fortsætter så: "Bagsideredaktionen er kommet i kontakt med en ældre mand i Hjørring, der tør fastslå, hvem visens mandlige hovedperson var. Den 88 årige Jens Laurits Nielsen, Bispevænget 9, Hjørring, synes, det er på tide, diskussionen ebber ud. - For der er nemlig ingen tvivl om, at det var min bedstemors bror, der solgte sin kæreste til en neger for 12.000 kr., siger han."
Han fortsætter: Jeg hørte første gang om sagen omkring 1902 ved en lejlighed, hvor min bedstemor, Else Post, Poulstrup, kom på besøg hos os på Gunderup Hede. Min bedstemor fortalte beretningen om sin bror til min mor, mens jeg interesseret lyttede på. Og den svarer helt til indholdet af skillingsvisen " I Jylland der leved en pige så ung"
Min bedstemor oplyste, at hendes bror, Chr. Jensen Bombæk, som ung rejste til Amerika, formodentlig omkring 1870. Inden han prøvede lykken i det fremmede, havde han arbejdet på cementfabrikken i Nørre Sundby. Han havde aftalt med sin kæreste, at han skulle sende hende en billet, når han havde tjent penge nok.
Det skete også, og da hun var vel ankommet, tog han hende med på et hotel. Til hendes store overraskelse blev hun her præsenteret for to negre og fik besked på, at hun skulle vælge en af dem. Han havde nemlig solgt hende, helt som det fremgår af den gamle vise.
Den unge kvinde valgte den rareste af de to sorte, og de blev faktisk ganske lykkelige sammen og fik et barn. Men negeren døde snart efter, og først efter hans død, blev hun klar over, at han havde været velhavende. Hun rejste derpå til Danmark og opsøgte sin tidligere kæreste, der havde giftet sig og erhvervet gården Bombæk nord for Vrå. Det siges, at min bedstemors bror fik et sådant chok, at hans ene arm blev vissen, men det er dog en oplysning, som jeg ikke kender rigtigheden af.
Såvidt Jens Laurits Nielsen. Også andre kilder har gennem årene peget på Chr. Jensen Bombæk som manden, der solgte sin kæreste. I medlemsbladet for foreningen Danmarks Folkeminder efterlystes i november 1975 oplysninger om de virkelige personer bag den gamle vise. Af medlemsbladet for februar 1976 fremgår at der er indkommet gode oplysninger og en person kaldet Bombækmanden omtales. Navnet Bombæk går også igen i oplysninger fra flere personer på egnen.

( Til ovennævnte efterlysning kan jeg tilføje, at efterlysningen var sat i værk af Margit Brandt, Nordjyllands Radio, og at det også er Margit Brandt, der i februarnummeret oplyser, at der er kommet gode oplysninger. Jeg har talt med Margit Brandt fornylig, og hun siger, at der ganske rigtigt kom en del oplysninger, men dog ingen helt eksakte, og at hendes research dengang blev indstillet på grund af, at der var andre mere påtrængende opgaver, men at hun dog stadig drømmer om en gang at få tid til at følge op på sagen ).

Peter Bering fortsætter så med en beskrivelse af dele af Julius Strandbergs viseproduktion, efter Iørn Piøs oplysninger, og henviser til oplysninger om, at pigen efter hjemkomsten indstævner den tidligere kæreste for retten. Han må forlade gården, og de penge hun får i erstatning giver hun til "de fattige sjæle på egnen". Han fortsætter så:

Det er dog oplysninger, der ikke helt synes at holde stik, hvis Chr. Jensen Bombæk er den ene af de inplicerede parter. Intet tyder på, at han på et tidspunkt har måttet forlade sin gård. I realregister for Vrå sogn fremgår det, at han via sit ægteskab overtog Bombæk i 1878. han døde i øvrigt forholdsvis ung omkring århundredskiftet. Og gården blev overtaget af enkens nye mand den 16 januar 1902. Det vides dog med sikkerhed, også fra andre kilder end Jens Laurits Nielsen, at han var i Amerika i sin første ungdom, inden han slog sig ned i Vendsyssel.

Såvidt Peter Bering. Også her er jeg nødt til at korrigere nogle af de oplysninger han fremkommer med. Flere steder i de forskellige fortællinger, bl.a. også i Berings oplysninger, fremgår det, at pigen ved sin hjemkomst indstævner den tidligere kæreste for retten, med økonomisk ruin til følge. Jeg synes dog, det er vigtigt at fremhæve, at hverken læserbrevet, der danner grundlag for visen, eller selve visen nævner dette som en kendsgerning. Kun at det var pigens hensigt at tage dette skridt. Visens sidste vers fortæller dog hvad der vil ske, hvis pigen gør alvor af truslerne. Bering skriver at Chr. Jensen via sit ægteskab overtog Bombæk i 1878. Det passer nogenlunde på de faktiske kendsgerninger, idet han blev gift med Anne Kirstine Berthelsen, som var datter af Bombæks daværende ejer, Berthel Christensen og hustru Mette Marie Jensdatter, d 17 august 1877, og den endelige overtagelse af gården er så tinglyst i 1878. han var født i Vrejlev sogn i 1849, og han døde ganske rigtigt forholdsvis ung, dog ikke omkring århundredskiftet, men derimod d. 10 maj 1886 kun 37 år gammel. Hvorefter gården skulle være overtaget af enkens nye mand d 16 jannuar 1902. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Enken blev som tidligere omtalt gift med Frands Nielsen Frandsen d. 31 maj 1895, som d. 23 maj 1901 solgte gården til min morfar Kristian Pedersen. Denne handel er tinglyst i januar 1902 så Bering er sprunget et ejerskab over. Dette er dog ikke af væsentlig betydning for sagen.

Efter at have gennemgået de oplysninger jeg har haft til rådighed i sagen er jeg ikke bange for at fremsætte en konklusion.
Det er naturligvis en kendsgerning, at der ikke kan føres noget egentlig bevis på at historien virkelig har fundet sted. Men det forekommer mig dog, at der er meget væsentlige indicier, der peger i den retning.

Som tidligere nævnt går der sjældent røg af en brand uden ild, og selv om beretningen nok hist og pist er "pyntet" lidt er der for mig ingen tvivl om, at den mandlige hovedperson i historien er Chr. Jensen Bombæk.

Tidsfastsættelserne passer meget godt. Chr. Jensen er født i 1849, han har i en periode arbejdet på cementfabrikken i Nørre Sundby, hvorefter han rejste til Amerika, angiveligt omkring 1870. Da var han 21 år gammel, en meget almindelig alder at forlade landet i for at prøve lykken i Amerika på den tid. Det er også sandsynligt, at han som 21 årig har en fast kæreste, som han gerne vil have med sig, men først når han har tjent til billetten, denne handlemåde var meget almindelig i emigrationstiden. At en ung mand i det fremmede kunne lade sig friste af et "godt tilbud" fra et par derboende velhavere er naturligvis umiddelbart uforståeligt, men hvem kender ikke eksempler på uhyggelige forbrydelser begået på grund af mammon, så hvorfor ikke? Han bliver gift med en datter fra Bombæk i 1877. 7 år til at rejse til Amerika, skaffe sig midler, få kæresten derover, rejse hjem igen, slå sig ned på egnen, finde en kæreste og blive gift med hende er vel et meget sandsynligt tidsrum. Nogle år efter dukker hans tidligere kæreste pludselig op og konfronterer ham med fortiden, og lover ham ,at han skal komme til at betale for sin ugerning, hun truer ham med retssag og erstatningskrav og dermed følgende afsløring og ruin. Indtil videre er der ingen sikre forlydender om, at denne retssag blev gennemført. Derimod en masse rygter om, at manden visnede bort, hans ene arm blev vissen, han blev fattig på grund af erstatningen, osv, alt sammen rygter, der ikke kan verificeres, men er meget forståelige. Fakta er jo, at manden dør kun 37 år gammel i 1886, ikke lang tid efter pigens hjemkomst, der formodentlig daterer sig til året 1881. Jeg tror nogle i nabokredsen er blevet bekendt med dele af sagen, bl.a. pigens trusler om retssag, har viderefortalt det og sagen er så blevet til et læserbrev i Vendsyssel Tidende, som Julius Strandberg skrev sin vise på grundlag af. Visens popularitet og udbredelse må uden tvivl have påvirket den mandlige hovedperson kraftigt, ligesom pigens trussel om retssag også må have virket stærkt på ham. Denne meget kraftige påvirkning kan sagtens have medført, at han er blevet psykisk og fysisk nedbrudt.( deraf omtalte rygter om hans helbred ) Hvis det var Chr. Jensen, så holdt han i godt 4 år efter udgivelsen af visen og døde som omtalt d. 10 maj 1886. Hvem ved - måske døde han for egen hånd. Det er der andre, der har valgt for betydeligt mindre forseelser.
Som sagt: Beviserne mangler, men jeg tror, at dette er sandheden.

Men hvad så med pigen? Hvem var hun, og hvad blev der af barnet " det næsten hvide barn"? Ja, det prøver vi at finde ud af i det følgende.

Jeg har før været inde på chris`s artikel i Vendsyssel Tidende fra d. 10 november 1963. Heri er der også et afsnit om pigen og det "næsten hvide barn". Chris skriver: Forsøg paa at spore pigen har været uden resultat, mens forsøg paa at spore barnet blot har bekræftet, at fantasifostrene er ganske uden hold i virkeligheden.
Nogle har ment at vide, at "mulatbarnet senere skulle være blevet frisør i Randers. En undersøgelse har godtgjort, at denne frisør var født i Viborg. Andre har hævdet, at den spændende person var identisk med murer Anders Jensen Jørgensen (Kvist) , Tylstrup, der var født i Vrensted i 1780 og død i Tylstrup i 1855. Ogsaa dette er forkert, eftersom Anders Jørgensens forældre var saa danske som nogen. Den mest troværdige beretning gik ud paa, at "barnet" var identisk med kromanden i Mønsted ved Viborg, Kristian Balthasar Højris, og den dag i dag synes flertallet i Fly sogn at være inde paa, at denne antagelse er rigtig. Hvad den dog ikke er. Nævnte kromand er født i Mousing mølle i Vinderslev sogn ved Kjellerup d. 10 maj 1874 og døde i 1942. Han er yngste barn af en søskendeflok paa tre eller fire, og hans mor, Karen Johanne Kristensen Højris, der er født i Hinge sogn i 1842, har næppe nogensinde været uden for Jylland
og slet ikke i Amerika.

Med chris`s tidligere påviste sans for unøjagtigheder in mente, vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved hans totale afvisning af det mulige. F. eks. er hans argument for, at det ikke kan være murer Anders Jensen Jørgensen fra Tylstrup, at hans forældre er så danske som nogen. Et bedre argument ville vel være, at omtalte murer angiveligt døde i 1855, 75 år gammel, og ca. 30 år før den omtalte vise blev skrevet, - hvis altså årstallene passer. Frisøren i Randers affejes med " en undersøgelse har godtgjort " Hvilken undersøgelse og hvilken godtgørelse?

Kromanden i Mønsted påståes født som yngste barn af en børneflok på 3 eller 4 i Mousing mølle ved Kjellerup, og kan således ikke være det omtalte barn. Deri har chris naturligvis ret, såfremt fødestedet passer, men det gør det måske ikke.

Trods ovennævnte modsigelser virker indtil videre kromanden som det mest oplagte emne, så vi fortsætter med ham, og vender derfor tilbage til Peter Bering, som en uge efter sin første artikel i Vendsyssel Tidende d. 23 marts 1980, nemlig d. 30 marts 1980 har en opfølgning på sagen.
Han skriver: Den "næsten hvide" dreng blev kromand i Jylland, og hans datter blev lærerfrue i Vendsyssel, men mistede sin mand på tragisk vis. Blandt de mange oplysninger vi modtog efter at vi i sidste uge spurgte om hvem den unge pige og hendes "næsten hvide" barn kunne være, er følgende fra Fru Karen Jensen, Nørregade 16, Løkken, der oplyser:

Pigen og negerens dreng hed Hojris.( Karen Jensens stavemåde ) I 1920erne drev han Mønsted kro, og han havde landbrug til. Hans datter, Karen, var gift med lærer Folmer Jensen, Nr. Lyngby, der druknede i 1925-26. Hojris, der var en stor, kraftig mand med brede læber, kom flere gange i mit barndomshjem i Lyngby, hvor han købte avlsdyr til sit landbrug i Mønsted. Foruden Karen havde han en datter, der hed Anna.

Karen Jensens oplysninger svarer helt til materialet, vi har fået fra andre vendelboer, fortsætter Bering. En ældre mand, der ikke ønsker sit navn frem i avisen, fortæller, at hans søster kom sammen med kromandens datter, mens hun boede i Vendsyssel, og familierne bevarede kontakten, da hun var flyttet hjem til sin hjemegn i Midtjylland efter sin mands tragiske død. - Min søster og svoger besøgte hende flere gange, og så sent som i 1940erne kom hun stadig på besøg i Vendsyssel, fortæller den ældre vendelbo, der med sikkerhed tør fastslå, at lærerkonens far, kromanden, var frugten af den bedragne vendelbopiges ægteskab med negeren i Amerika.
En anden kilde, der er i besiddelse af de samme oplysninger, kan yderligere føje til, at kromandens svigersøn, lærer Folmer Jensen, druknede d. 4 juli 1926. Begivenheden gjorde et sådant indtryk på denne kilde, at datoen har prentet
sig fast i hans hukommelse.

Denne oplysning kan bekræftes i Vendsyssel Tidende fra d. 5. juli 1926, hvoraf det fremgår, at den afholdte lærer dagen før druknede under badning ved Nr. Lyngby. Han var angiveligt gået ud for at bade efter middagen ved 1 1/2 tiden. Han var en dygtig svømmer og vant til at bade, så ingen tænkte på at se efter, hvordan det gik ham. Først da hans unge hustru, der var på vej til stranden med deres lille barn, blev ængstelig for hans udebliven, sattes en undersøgelse i gang. Han blev fundet,ilanddrevet 3 km længere mod syd, af hotelejer Ernst Trane, der, sammen med tililende, fik liget bragt i land og transporteret hjem til Nr. Lyngby. Ulykken lagde en stærkt tryk over fiskerlejet, men hårdest ramt var dog lærer Jensens unge hustru, der nu stod alene tilbage med et lille barn.

D. 7. juli refereres lærer Jensens bisættelse i Vendsyssel tidende. Her står at lærer Jensen bisattes samme dag fra Lyngby, og fra alle hjem i sognet var man mødt frem for at vise den afholdte lærer den sidste ære. Derimod var lærerens unge hustru ikke tilstede, da den sørgelige begivenhed havde oprevet hende så stærkt, at man havde ment, at det var bedst at føre hende til hendes hjem i Mønsted. Man frygtede, at hun ikke ville kunne tåle denne nye sindsbevægelse, "da hun venter barn" Der er desværre ikke nærmere oplysninger om hendes hjem, men en dødsannonce d. 6 juli 1926 er underskrevet "Karen Jensen f. Høiriis ". Lærer Jensen begravedes d. 8 juli 1926 ved Hørup kirke ved Kjellerup," fordi dette sted ligger mest centralt for familiekredsen." Lærerparret havde en pige, og fru Jensen skulle angiveligt efter mandens død have født en søn.

Der er naturligvis uafklarede punkter i sagen, men jeg mener dog, det må kunne anses for værende sandsynligt, at der her er tale om de virkelige personer bag historien. Jeg vil naturligvis forsøge at klarlægge nogle dunkle punkter, især er kromandens fødselstidspunkt og -sted interessant. Hans moders ( den bedragne pige ) identitet er også interessant, så jeg håber at kunne bekræfte historien senere.

Copyright © Jørgen Bombæk, 2000