En historie fra det virkelige liv???Følgende er skrevet af Jørgen Bombæk i foråret 2000 og er en sammenfatning af diverse oplysninger vedr. "Bombækvisen". Der er anvendt citater fra bl.a. Vendsyssel Tidende, Foreningen Danmarks Folkeminder`s medlemsblade, Iørn Piøs "Viser fra din oldefars tid" og Årbog for Dansk Etnologi og Folkevidenskab. Historien tager sin begyndelsen i 1870’erne. På den tid var der en stor dansk udvandring til bl.a. USA. Der var trange tider dengang, især måske på landet. Folk var generelt fattige, og mange unge mennesker så intet lys forude her i landet. Historier om landsmænd, der tidligere var udvandret til USA, og som angiveligt var blevet rige på ingen tid over there i "mulighedernes land" var mange, og en del var også rigtige, medens mange nok var forsøg på at skjule sandheden om trange skæbner blandt udvandrerne. Men hvorom alting er, rigtig mange yngre familier og unge mænd fra landet realiserede alt af værdi for at skaffe sig kapital til at betale rejsen til Amerika, og drog af sted, kun udstyret med håb og gåpåmod. Mange for aldrig at vende tilbage, en del med planer om at skaffe sig et udkomme, og penge til at finansiere rejsen derover for kæresten derhjemme, hvilket også lykkedes for mange, og nogle for senere at vende hjem som holdne mænd. Blandt mange beretninger fra og om udvandreres skæbner finder vi i Vendsyssel Tidende fra d. 25. november 1881 følgende beretning: Fra
Hvetbo Herred skrives
til os: En grum historie, som vist nok blev meget omtalt over det ganske land. I hvert tilfælde kom det til en af datidens store viseproducenter, Julius Strandberg kendskab. Julius Strandberg boede i København, i Holmensgade 18, som han ejede, og hvor han havde sin forretning i form af en butik, hvor han bl. a. solgte sine viser. Ud over viseproduktion og -salg drev han en omfattende forlagsvirksomhed med bl. a. udgivelse af en masse tilkøbte restoplag. Desuden solgte han galanterivarer og drev papirhandel. Hans viseproduktion baserede sig på oplysninger, som tilflød ham fra en
mængde "meddelere" som opsnuste nyt fra nær og fjern, helst noget
med lidt sensationspræg, som kunne fange den almindelige borgers interesse. Af disse dagbøger fremgår det bl. a. hvor stor betydning hurtighed i udgivelsen af viserne havde. F. eks. står der i hans dagbog fra d. 16 juli 1888 følgende:" Kl 3 3/4 sprang En ud fra Rundetårn, Kl. 4 1/4 var Visen i Trykkeriet, Kl. 7 var den ude." Ofte kom folk styrtende ind i butikken og fortalte Strandberg om et eller andet sensationelt, der netop var sket, som f. eks. d. 8 november 1886: I Dag Kl. 1 1/2 blev der forøvet et Mord i Mikkelsbryggersgade paa en Værtshusholder. Vi fik Meddelelse herom af Larsens Kommis." Han kunne også finde på at skrive en vise på grundlag af et rygte. Det gjorde han d. 2 februar 1888.: " Skrev og fik trykt en Vise om Attentatet i Rusland ( på kejseren ). Det viser sig at være et tomt Rygte. Sælgerne blev anholdte paa Gaden og Viserne konfiskerede. " Han havde nærmest en sand hær af gadehandlere, der mødte op og købte et antal viser med 50 % rabat, hvorefter de så solgte dem på gaden. I året 1881, som historien her handler om, skrev Strandberg i sin dagbog: " Dermed slutter jeg i Guds Navn Aaret 1881 og maa takke ham for alt godt, vi have havt. Med Hensyn til Forretning og Indtægt er det det bedste Aar, vi i vor over 20 aarige Handelstid have haft… Af nye Artikler har jeg i Aar udgivet… en meget stor Mængde Viser. Iblandt disse har især udmærket sig "O Sussanne!", der nåede til over 50.000 Expl., "Hjalmar Nr. 1" ( kendt som Hjalmar og Hulda " ) staar næsten ved siden af i Mængde…Kolportørerne drage atter omkring, og i Boghandelen med Provindserne har der været udmærket Forretning. Af Viser solgtes der i Alt 384.000…et Antal, der vistnok overstiger alle tidligere Aar, selv vistnok 1864, Krigsaaret". I "Folk og Kultur" - Årbog for Dansk Etnologi og
Folkemindevidenskab- skriver Iørn Piø: Den sidste del af Iørn Piøs beretning om retssagen, om manden der må forlade gården, og om erstatningen må nok stå for Piøs egen regning, da forhistorien ikke bekræfter noget sådant, kun at dette måtte være pigens mål, men derom senere. Vi må nu til selve visen, der er skrevet af Julius Strandberg d. 30
november 1881, altså 5 dage efter offentliggørelsen af læserbrevet i
Vendsyssel Tidende d. 25 november. I Jylland der leved en Pige saa ung --- Eller: Den solgte danske Pige: I Jylland der leved` en Pige saa ung, Da kom der et Brev fra Amerika hid. Den fattige Pige hun lo, og hun græd. Kort efter kom Kæresten atter saa fro Den Pige hun græd nu saa bitterligt, men Med Negeren blev hun nu gift. Han var rig. Den Neger var kærlig mod Barn og mod Viv, Da Gaardmandens Kone nu venligt modtog For tolv Tusind havde han købt sig en Gaard Dit Guld det trænger jeg slet ikke til; Det vil vel altid være interessant at forsøge at finde ud af, om der er, eller kan være noget om en sådan beretning, og i bekræftende fald hvor meget, og ikke mindst hvem de involverede personer kunne være. Det er der da også mange, der i årenes løb har forsøgt, og da en del beretninger vedr. disse begivenheder sætter gården Bombæk i forbindelse med hovedpersonerne i læserbrevet og skillingsvisen, og da jeg for nærværende er ejer af denne gård må det forekomme naturligt, at jeg gerne ville kunne bekræfte, eller afkræfte, denne forbindelse. Visen og dens evt. tilknytning til Bombæk har været i mit kendskab siden min tidligste barndom, hvor min far ofte fortalte om den frygtelige historie, hvis hovedpersoner skulle have tilknytning til Bombæk. Historien, som jeg hørte den dengang gik ud på, at den svigefulde kæreste efter hjemkomsten til Vendsyssel gifter sig og køber gården Bombæk. Da han ved pigens hjemkomst konfronteres med sin fortid skulle han angiveligt "visne bort" som straf for sin gerning. Min far havde også en gammel afskrift af visen, som jeg læste med stor interesse. Denne afskrift var, har jeg senere erfaret, ikke fyldestgørende, idet ikke alle vers var med. Første gang jeg ser visen på tryk er d. 26. februar 1957, hvor Vendsyssel
Tidende på bagsiden har en omtale af sagen med dele af visen trykt. VT
skriver: Næste gang er også i Vendsyssel Tidende, hvor "chris" d.10.
november 1963 har en større artikel om sagen med overskriften " I
Jylland der leved en pige saa ung.. " Artiklen i sin fulde ordlyd: Herefter skriver "chris" et afsnit om pigen og det næsten hvide barn, hvilket jeg vil gemme til senere, da jeg helst vil forsøge at gøre historien om manden færdig først. Chris fortsætter: Hermed skulle en gammel myte være aflivet. Skade
blot, at det ikke er sket før. Chris mener altså at kunne lægge låg på historien med sin påstand om, at myten med hans konklusion er aflivet. Deri tager han imidlertid ganske fejl. For det første fordi han kun beskriver et enkelt "rygte", nemlig teorien om den gode Frands Nielsen Frandsen, og tilbageviser dette, dernæst fordi hans konklusion bygger på nogle selvopfundne formodninger om historiens opståen. Dernæst fordi interessen for historien ikke ophører med hans tilbagevisning af historiens mulige rigtighed, hvilket jeg vender tilbage til, og endelig fordi hans research ikke er særlig fyldestgørende. Lad os kigge på nogle af hans "kendsgerninger": Han skriver i sin artikel, at Frands Nielsen Frandsen var i Amerika som
ung, kom hjem med en slat penge og giftede sig med enken Anna Kirstine
Bertelsen Bombæk. Senere skriver han, at Frands den 31 maj 1895 indgik
ægteskab med den 7 år ældre Anna Kirstine Mortensen, der havde siddet enke siden 1886.
Der er her tale om to forskellige efternavne, dette kan selvfølgelig let
skyldes en skrivefejl, og er måske ikke så vigtigt. Men virkeligheden er, at
den omtalte enke faktisk hed Anne Kirstine Jensen, som enke efter
gårdmand Christian Jensen, det skal retfærdigvis siges, at Anne Kirstine var
født Bertelsen. Hun var født i Bombæk d. 5 marts 1855. Chris skriver så, at det er værd at bemærke at Frands Frandsen først fik skøde på Bombæk 3 år efter, at han havde tilskødet Anna Kirstine Mortensen ejendommen d. 26 oktober 1911. Dette er der ingen sammenhæng i. Han kan vel ikke have tilskødet sin kone ejendommen 3 år før, at han selv fik skøde på gården. Årstallet 1911 kan heller ikke passe, da Bombæk ifølge skøde, som jeg er i besiddelse af, d. 23 maj 1901 blev købt af min morfar Kristen Pedersen og hans hustru Christine Frandsen ( som ikke var i familie med føromtalte Frands Nielsen Frandsen ). Skødet er underskrevet af Frands Nielsen som sælger og Kr. Pedersen som køber. Hvorfor Frands og Anne Kirstine solgte Bombæk i 1901 til min morfar, og hvor de flyttede hen ved jeg ikke, men jeg ved at de fik en datter - Anny Alfrida Frandsen - og at Anne Kirstine døde i 1912. Ovennævnte er skrevet for at skyde huller i Chris´s "aflivning" af myten, som jeg ikke mener vi skal tage for andet end det det er, nemlig en smart journalists historie over et spændende tildragelse, som han gerne vil have æren for at kunne tilbagevise. I øvrigt har han ret i en ting, den vigtigste, nemlig at der ikke kan være tale om Frands Frandsen i rollen som den svigefulde kæreste, alene på grund af tidspunkterne, som Chris så rigtigt skriver. Visen er jo skrevet i 1881, 14 år før Frands giftede sig til Bombæk, men det behøver jo ikke at betyde, at historien som sådan ikke kan passe: I Vendsyssel Tidende d. 23 marts 1980 har Peter Bering sat sig for at bore
lidt i sagen: ( Til ovennævnte efterlysning kan jeg tilføje, at efterlysningen var sat i værk af Margit Brandt, Nordjyllands Radio, og at det også er Margit Brandt, der i februarnummeret oplyser, at der er kommet gode oplysninger. Jeg har talt med Margit Brandt fornylig, og hun siger, at der ganske rigtigt kom en del oplysninger, men dog ingen helt eksakte, og at hendes research dengang blev indstillet på grund af, at der var andre mere påtrængende opgaver, men at hun dog stadig drømmer om en gang at få tid til at følge op på sagen ). Peter Bering fortsætter så med en beskrivelse af dele af Julius Strandbergs viseproduktion, efter Iørn Piøs oplysninger, og henviser til oplysninger om, at pigen efter hjemkomsten indstævner den tidligere kæreste for retten. Han må forlade gården, og de penge hun får i erstatning giver hun til "de fattige sjæle på egnen". Han fortsætter så: Det er dog oplysninger, der ikke helt synes at holde stik, hvis Chr. Jensen Bombæk er den ene af de inplicerede parter. Intet tyder på, at han på et tidspunkt har måttet forlade sin gård. I realregister for Vrå sogn fremgår det, at han via sit ægteskab overtog Bombæk i 1878. han døde i øvrigt forholdsvis ung omkring århundredskiftet. Og gården blev overtaget af enkens nye mand den 16 januar 1902. Det vides dog med sikkerhed, også fra andre kilder end Jens Laurits Nielsen, at han var i Amerika i sin første ungdom, inden han slog sig ned i Vendsyssel. Såvidt Peter Bering. Også her er jeg nødt til at korrigere nogle af de oplysninger han fremkommer med. Flere steder i de forskellige fortællinger, bl.a. også i Berings oplysninger, fremgår det, at pigen ved sin hjemkomst indstævner den tidligere kæreste for retten, med økonomisk ruin til følge. Jeg synes dog, det er vigtigt at fremhæve, at hverken læserbrevet, der danner grundlag for visen, eller selve visen nævner dette som en kendsgerning. Kun at det var pigens hensigt at tage dette skridt. Visens sidste vers fortæller dog hvad der vil ske, hvis pigen gør alvor af truslerne. Bering skriver at Chr. Jensen via sit ægteskab overtog Bombæk i 1878. Det passer nogenlunde på de faktiske kendsgerninger, idet han blev gift med Anne Kirstine Berthelsen, som var datter af Bombæks daværende ejer, Berthel Christensen og hustru Mette Marie Jensdatter, d 17 august 1877, og den endelige overtagelse af gården er så tinglyst i 1878. han var født i Vrejlev sogn i 1849, og han døde ganske rigtigt forholdsvis ung, dog ikke omkring århundredskiftet, men derimod d. 10 maj 1886 kun 37 år gammel. Hvorefter gården skulle være overtaget af enkens nye mand d 16 jannuar 1902. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Enken blev som tidligere omtalt gift med Frands Nielsen Frandsen d. 31 maj 1895, som d. 23 maj 1901 solgte gården til min morfar Kristian Pedersen. Denne handel er tinglyst i januar 1902 så Bering er sprunget et ejerskab over. Dette er dog ikke af væsentlig betydning for sagen. Efter at have gennemgået de oplysninger jeg har haft til rådighed i sagen
er jeg ikke bange for at fremsætte en konklusion. Som tidligere nævnt går der sjældent røg af en brand uden ild, og selv om beretningen nok hist og pist er "pyntet" lidt er der for mig ingen tvivl om, at den mandlige hovedperson i historien er Chr. Jensen Bombæk. Tidsfastsættelserne passer meget godt. Chr. Jensen er født i 1849, han har
i en periode arbejdet på cementfabrikken i Nørre Sundby, hvorefter han rejste
til Amerika, angiveligt omkring 1870. Da var han 21 år gammel, en meget
almindelig alder at forlade landet i for at prøve lykken i Amerika på den
tid. Det er også sandsynligt, at han som 21 årig har en fast kæreste, som han
gerne vil have med sig, men først når han har tjent til billetten, denne
handlemåde var meget almindelig i emigrationstiden. At en ung mand i det
fremmede kunne lade sig friste af et "godt tilbud" fra et par derboende
velhavere er naturligvis umiddelbart uforståeligt, men hvem kender ikke
eksempler på uhyggelige forbrydelser begået på grund af mammon, så hvorfor
ikke? Han bliver gift med en datter fra Bombæk i 1877. 7 år til at rejse til
Amerika, skaffe sig midler, få kæresten derover, rejse hjem igen, slå sig ned
på egnen, finde en kæreste og blive gift med hende er vel et meget
sandsynligt tidsrum. Nogle år efter dukker hans tidligere kæreste pludselig
op og konfronterer ham med fortiden, og lover ham ,at han skal komme til at
betale for sin ugerning, hun truer ham med retssag og erstatningskrav og
dermed følgende afsløring og ruin. Indtil videre er der ingen sikre
forlydender om, at denne retssag blev gennemført. Derimod en masse rygter om,
at manden visnede bort, hans ene arm blev vissen, han blev fattig på grund af
erstatningen, osv, alt sammen rygter, der ikke kan verificeres, men er meget
forståelige. Fakta er jo, at manden dør kun 37 år gammel i 1886, ikke lang
tid efter pigens hjemkomst, der formodentlig daterer sig til året 1881. Jeg
tror nogle i nabokredsen er blevet bekendt med dele af sagen, bl.a. pigens
trusler om retssag, har viderefortalt det og sagen er så blevet til et
læserbrev i Vendsyssel Tidende, som Julius Strandberg skrev sin vise på
grundlag af. Visens popularitet og udbredelse må uden tvivl have påvirket den
mandlige hovedperson kraftigt, ligesom pigens trussel om retssag også må have
virket stærkt på ham. Denne meget kraftige påvirkning kan sagtens have
medført, at han er blevet psykisk og fysisk nedbrudt.( deraf omtalte rygter
om hans helbred ) Hvis det var Chr. Jensen, så holdt han i godt 4 år efter
udgivelsen af visen og døde som omtalt d. 10 maj 1886. Hvem ved - måske døde
han for egen hånd. Det er der andre, der har valgt for betydeligt mindre
forseelser. Men hvad så med pigen? Hvem var hun, og hvad blev der af barnet " det næsten hvide barn"? Ja, det prøver vi at finde ud af i det følgende. Jeg har før været inde på chris`s artikel i Vendsyssel Tidende fra d. 10
november 1963. Heri er der også et afsnit om pigen og det "næsten hvide
barn". Chris skriver: Forsøg paa at spore pigen har været uden
resultat, mens forsøg paa at spore barnet blot har bekræftet, at
fantasifostrene er ganske uden hold i virkeligheden. Med chris`s tidligere påviste sans for unøjagtigheder in mente, vil jeg stille et stort spørgsmålstegn ved hans totale afvisning af det mulige. F. eks. er hans argument for, at det ikke kan være murer Anders Jensen Jørgensen fra Tylstrup, at hans forældre er så danske som nogen. Et bedre argument ville vel være, at omtalte murer angiveligt døde i 1855, 75 år gammel, og ca. 30 år før den omtalte vise blev skrevet, - hvis altså årstallene passer. Frisøren i Randers affejes med " en undersøgelse har godtgjort " Hvilken undersøgelse og hvilken godtgørelse? Kromanden i Mønsted påståes født som yngste barn af en børneflok på 3 eller 4 i Mousing mølle ved Kjellerup, og kan således ikke være det omtalte barn. Deri har chris naturligvis ret, såfremt fødestedet passer, men det gør det måske ikke. Trods ovennævnte modsigelser virker indtil videre kromanden som det mest
oplagte emne, så vi fortsætter med ham, og vender derfor tilbage til Peter
Bering, som en uge efter sin første artikel i Vendsyssel Tidende d. 23 marts
1980, nemlig d. 30 marts 1980 har en opfølgning på sagen. Pigen og negerens dreng hed Hojris.( Karen Jensens stavemåde ) I 1920erne drev han Mønsted kro, og han havde landbrug til. Hans datter, Karen, var gift med lærer Folmer Jensen, Nr. Lyngby, der druknede i 1925-26. Hojris, der var en stor, kraftig mand med brede læber, kom flere gange i mit barndomshjem i Lyngby, hvor han købte avlsdyr til sit landbrug i Mønsted. Foruden Karen havde han en datter, der hed Anna. Karen Jensens oplysninger svarer helt til materialet, vi har fået fra
andre vendelboer, fortsætter Bering. En ældre mand, der ikke ønsker sit navn
frem i avisen, fortæller, at hans søster kom sammen med kromandens datter,
mens hun boede i Vendsyssel, og familierne bevarede kontakten, da hun var
flyttet hjem til sin hjemegn i Midtjylland efter sin mands tragiske død. -
Min søster og svoger besøgte hende flere gange, og så sent som i 1940erne kom
hun stadig på besøg i Vendsyssel, fortæller den ældre vendelbo, der med
sikkerhed tør fastslå, at lærerkonens far, kromanden, var frugten af
den bedragne vendelbopiges ægteskab med negeren i Amerika. Denne oplysning kan bekræftes i Vendsyssel Tidende fra d. 5. juli 1926, hvoraf det fremgår, at den afholdte lærer dagen før druknede under badning ved Nr. Lyngby. Han var angiveligt gået ud for at bade efter middagen ved 1 1/2 tiden. Han var en dygtig svømmer og vant til at bade, så ingen tænkte på at se efter, hvordan det gik ham. Først da hans unge hustru, der var på vej til stranden med deres lille barn, blev ængstelig for hans udebliven, sattes en undersøgelse i gang. Han blev fundet,ilanddrevet 3 km længere mod syd, af hotelejer Ernst Trane, der, sammen med tililende, fik liget bragt i land og transporteret hjem til Nr. Lyngby. Ulykken lagde en stærkt tryk over fiskerlejet, men hårdest ramt var dog lærer Jensens unge hustru, der nu stod alene tilbage med et lille barn. D. 7. juli refereres lærer Jensens bisættelse i Vendsyssel tidende. Her står at lærer Jensen bisattes samme dag fra Lyngby, og fra alle hjem i sognet var man mødt frem for at vise den afholdte lærer den sidste ære. Derimod var lærerens unge hustru ikke tilstede, da den sørgelige begivenhed havde oprevet hende så stærkt, at man havde ment, at det var bedst at føre hende til hendes hjem i Mønsted. Man frygtede, at hun ikke ville kunne tåle denne nye sindsbevægelse, "da hun venter barn" Der er desværre ikke nærmere oplysninger om hendes hjem, men en dødsannonce d. 6 juli 1926 er underskrevet "Karen Jensen f. Høiriis ". Lærer Jensen begravedes d. 8 juli 1926 ved Hørup kirke ved Kjellerup," fordi dette sted ligger mest centralt for familiekredsen." Lærerparret havde en pige, og fru Jensen skulle angiveligt efter mandens død have født en søn. Der er naturligvis uafklarede punkter i sagen, men jeg mener dog, det må kunne anses for værende sandsynligt, at der her er tale om de virkelige personer bag historien. Jeg vil naturligvis forsøge at klarlægge nogle dunkle punkter, især er kromandens fødselstidspunkt og -sted interessant. Hans moders ( den bedragne pige ) identitet er også interessant, så jeg håber at kunne bekræfte historien senere. Copyright © Jørgen Bombæk, 2000
|